Kære Læser.

Mange familier og par oplever slemme loyalitetskonflikter, særligt når vi taler om skilsmissefamilier – og det går særligt hårdt ud over den der tør stå op for sig selv.

Begge parter i parterapien forleden blev vældig overraskede over, hvilke dynamikker der er i spil i deres sammenbragte familier. Det hele var efter år endt med, at bonusmor stod alene tilbage, efter at have investeret både tid, mod, energi og kærlighed til hele familien. Far følte at han stod i et kæmpe dilemma overfor børnenen som var utilfredse med dit og dat, hvor han valgte at trække sig fra sin kone som han elskede. I virkeligheden var han bange for at miste og svigte børnene igen og hvad han ikke vidste var, at børnenes utilfredsheder handlede om, at de endelig turde øve sig i at det er i orden at være utilfreds og sætte grænser. Faktisk var det en gave som nu lå for fødderne af dem alle – men istedet blev de bange og skød skylden på den der havde bragt den sunde udvikling ind, i skræk for at blive såret.

Eks`er kan virkelig lave rav i det hele, men kun hvis de får lov

Ekskonen i det her tilfælde, havde gjort sit, for at at holde børnene på sin side og det havde aldrig været let at sætte kærlige grænser uden en masse ballade, da børnene jo var bange for at svigte deres mor. Familien havde ikke lært at stå ved egne grænser og respektere andres forskelligheder og det bragte de selvfølgelig videre til børnene som var midt i denne loyalitetskonflikt. Det blev en kæmpe øjenåbner for parret at indse, at ingen kan gøre noget om, men det man kan er, at indrømme sine utilstrækkeligheder, stå fast i sin nye kærlighed og skabe nye åbninger og veje for en sund familiedynamik, hvor alle føler sig respekteret og velkommen.

Vi vil rigtig gerne alle sammen være søde og rare ved hinanden, men ofte går der alvorlig ged i loyalitetskonflikterne, alle passer på ikke at såre eller gøre nogen vrede, fordi vi i virkeligheden ikke er voksne nok til at tage ansvar for vores egne utilstrækkeligheder.

Vi tror vi gør børnene en tjeneste ved at at holde med dem, når uretfærdigheden træder ind og de er vrede på mor, far, bonus mor eller far. Faktisk kan vi komme til at sige “ja hun er også dum, det skulle hun ikke have gjort” istedet for at sige “ja det kunne jeg også komme til, det kunne du også …”

Vi kommer nemt til at synes det er synd for børnene, når nogen siger eller gør noget der sårer dem, men det er faktisk her, du skal holde tungen lige i munden og støtte dem i at det er ok at sige hvorfor man er vred og såret, uden at gøre nogen forkerte og så selvfølgelig sende bolden derhen hvor bolden blev kastet, med vejledning.

For hvis du i forvejen har dårlig samvittighed over for dine børn i at at du ikke har været der nok for dem, eller måske har behandlet dem hårdt og uretfærdigt, så kommer du ubevidst til at synes det er synd for dig selv og derefter lægge skylden over på andre. Fordi du har svært ved at stå ved og indrømme din skam over ikke at være perfekt, ja så skyder du det der gør ondt fra dig.

Lyder det underligt ?

Hjælp til parforholdet i sønderjylland, giver jer konkrete redskaber

Egentligt er det umiddelbart smart og befriende at slippe for ansvaret og give andre skylden, – hvis vi tænker på at vi gerne vil være fri for at vores børn er vrede og skåne dem for smerte, så er det bare nemmere at sende aben videre. Men i virkeligheden er vi på galt spor, det er falsk tryghed og faktisk er det at gøre dem en bjørnetjeneste. Det er at lære dem ikke at tage ansvar for egne følelser og handlinger resulterer i usikkerhed og så varmer det så kort at slippe, – uanset hvad, vi slippe ikke for smerten, det gør vores børn heller ikke.

Mange af de par der kommer i min praksis er ulykkelige over at have mistet tilliden til det at stå sammen omkring rammesætning og håndtering af følelser som skyld, skam vrede og smerte. Når skylden i at være den “dumme” er havnet på en bestemt person der prøver at skabe en sundere dynamik så kan det hele virkelig eskalere fra usundt til virkelig usundt.

Skylden for ikke at kunne tilpasse sig den usunde familiedynamik, lander derfor og desværre ofte tavst, der hvor vedkommende der modtager skylden, føler sig udstødt og forkert, – konsekvensen er ofte, at vedkommende går sin vej, fordi det slet og ret ikke er til at holde ud.

Vi bør være klogere som forældre og påtage os vores ansvar ved at indrømme vi ikke er perfekte, sige undskyld når vi er utilstrækkelige og bakke vores partner 100 % op, alene af den grund han eller hun er den voksne og fordi du jo har valgt din partner pga. kærlighed, – ikke fordi vedkommende skal føle sig udstødt eller forkert.

Hvis du er blevet alvorlig såret (og det er du sikkert engang), så vil du givetvis have svært ved at lukke kærligheden helt ind igen, det kan have fatale konsekvenserfoir dig og den du gifter dig med eller vælger som din livsledsager. For hvis du ikke er bevidst om, at du skal tage din elskede med helt ind og STÅ FAST i hvad du vil , ja så skrider det hele …

jeg mener som i virkelig stå fast. 

som en klippe

som en der griber og støtter, også når det hele er svært

som en der tør rose og anerkende, også offentligt og uden skam

som en der viser ægte stolthed i “nu er det os to”

som kan udtrykke sin taknemmelighed 

Det er aldrig for sent at lære …

Du kan starte med at indrømme dine egne utilstrækkeligheder og se hvad der sker.

Hvis du synes det er for svært, så kan du eller I altid få hjælp.

Læs også “sådan undgår I konflikter og misforståelser i parforholdet” HER 

Hjælp til parforholdet i sønderjylland, Haderslev tilbyder GRATIS intro samtale